Guldborgsunds flotteste bål

Ærgerligt at ikke flere fandt vej til årets sankthans-fest ved Hjelm Bådelaug, men heksen fandt da vej til Bloksbjerg, og vi der var til stede hyggede os med grill-mad, snobrød med mere.
Sankthans-festen i Hjelm Bådelaug er en god og sikker tradition, men vi kunne godt have været mange flere. Glædeligt var det at se, at mange unge havde fundet vej til årets bålfest, og de hyggede sig, skulle vi hilse og sige. Dem ser vi med garanti også næste år, og vi har brug for ungdommen.
Vi præsterede ved fælles hjælp Guldborgsunds flotteste bål. Betagende flot, var det. Og heksen kom godt af sted - med kurs mod Bloksbjerg.
Tak til pladsmand, havnefoged, mesterkokken, kasse- og salgschef Sebastian med hjælper og pandekagebagermesterinden for et fortræffeligt arrangement, som ud over pandekagerne, der har afløst æbleskriverne, bød på grillede revelsben og pølser - og et lynlotteri som med sponsorgaver gav lidt penge i kassen.

Budskabet i årets båltale var klart:

Formålet med Sankt Hans bålet er at glædes over lyset og markere, at vi sammen kan skræmme ondskab, fjendskab og dårligdomme væk. Det kan vi med lethed gøre lokalt gennem et stærkt og venskabeligt sammenhold og med gensidig respekt. Vi har alle til daglig vore gøremål at se til og vort fællesskab her i Hjelm Bådelaug bygger på frivillighed. I Midsommervisen synger vi: "Mod ufredens ånd, over mark over strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde". Sankt Hans indbyder i høj grad til at tale om alt det, vi kan samles om i oprigtig glæde. Om de værdier, det er vigtigt for os at forsvare.
Ikke mindst ønsker vi her, at bevare og forskønne det dejlige område som er i Hjelm Bådelags varetægt, og selv om ting ikke altid går så hurtigt som vi kunne ønske det, så går det dog den rigtige vej med udbygningen af klubhuset og de øvrige aktiviteter vi har gang i.
Vi har et godt samarbejde og et godt fællesskab og det er vigtigt at bevare og forsvare. Vi har ingen hekse og ingen trolde. Lad os hjælpe hinanden med at holde hjerterne varme, hovederne kolde og vor tro på fremtiden lyslevende.





Billeder taget af Torsten Elsvor